Skarp E-commerce koordinator/manager

Har du en brændende lyst, er digitalt tænkende med forretningsforståelse og besidder de faglige og personlige kompetencer til at blive et omdrejningspunkt i opbygningen, lanceringen og udviklingen af Danmarks næste nyskabende online-shop til salg af vin? Og kan du forestille dig at sidde i et af de mest spændende og kreative jobs i Østjylland?

Kan du svare ja til ovenstående, så er det måske dig, som vi søger til et af AMKAs selskaber!
Den overordnede strategi er på plads. Du skal være med til at rulle strategien ud. Der bliver travlt, og der bliver rigtig mange tråde at holde fast i, så vi er klar til en lancering af webshoppen i begyndelsen af 2022.

Vi skal have den rigtige CMS-platform og et appellerende design på plads hurtigst muligt (kravspecifikationer er defineret), og alle produkter og producenter skal oprettes med relevant materiale herunder fotos, videoer, logoer, medaljer, spændende og sælgende vinbeskrivelser etc.
Der er tale om forretningsenhedens eget sortiment.

Alt skal koordineres og organiseres med lager, indkøb, logistik og IT således at hele flowet fra ordre til levering og eventuel opfølgning foregår til perfektion.
Der skal laves en plan og et set up, der sikrer kommunikationen og markedsføringen inklusiv tilbud til alle relevante målgrupper i følgende kanaler:

  • Mails – nyhedsbreve (database skal opbygges)
  • Facebook, Instagram, LinkedIn og YouTube m.v. (SoMe-content inklusiv bannere og videoer)
  • Google Adwords og SEO (I samarbejde med ekstern partner)
  • Trykte medier
  • Chat, telefon, mails (support)

Strategien, webshoppen, kommunikationen og markedsføringen skal løbende videreudvikles og optimeres, hvilket bl.a. sker på baggrund af analyser og resultater, som du formidler.
Det vi især lægger vægt på hos dig:

  • Du har en god og bred erfaring med lignende opgaver med minimum 2-3 års erfaring fra salg online.
  • Du er en stærk kommunikatør og skriver dansk klart, fængende og fejlfrit.
  • Du er i særdeleshed en god organisator og arbejder gnidningsløst sammen med kollegaer og samarbejdspartnere, men kan også løse mange opgaver selvstændigt.
  • Du er ansvarsfuld, systematisk og arbejder målrettet.

Du bliver ansat i AMKAs marketingafdeling, hvor vi i øjeblikket er 6 fuldtidsansatte. I det daglige vil du arbejde tæt sammen med salgschefen fra den relevante forretningsenhed, som har det overordnede kommercielle ansvar for webshoppen. Sammen med en nyansat projektleder, salgschefen og andre ressourcer i organisationen herunder marketing får I ansvaret for, at shoppen er klar til lanceringen. Potentialet er stort, og du får muligheden for at ”vokse” i og med jobbet og organisationen. Du tilbydes en løn mv., der modsvarer dine kvalifikationer.

Vi håber, at du lige nu sidder og mærker i hele kroppen, at dette job er noget for dig. Hvis det er tilfældet, så hører vi meget gerne fra dig hurtigst muligt.

Ansøgningsfrist
Upload venligst din motiverede ansøgning og CV via career.amka-group.com senest den 31.juli 2021. Samtaler vil blive afholdt løbende, og ansættelse vil ske hurtigst muligt. Ønsker du yderligere oplysninger vedrørende jobbet, så kontakt marketingchef Morten Berg-Stærk via telefon (40504115).

Hvem er vi?
AMKA Gruppen, der i dag består af mere end 20 selskaber, er en af Nordeuropas største privatejede importører af vin, øl og spiritus. AMKA, der blev stiftet i 1978 som en hobbyvirksomhed, tæller i dag mere end 160 medarbejdere i følgende lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Litauen, Letland, Polen, Portugal og Tyskland.